Over de sidste 6 måneder har jeg deltaget i en arbejdsgruppe under Center for European Policy Studies, der har haft til formål at identificere barriere for vækst i Europa. Den hyppigste kommentar fra diverse eksperter og professorer er, at I Europa vil vi/ I så gerne have entreprenante borgere og nye virksomheder i vækst – MEN – vi/ I tør ikke helt alligevel. Det er for ukendt, usikkert, og hvad nu hvis…
Langt hen ad vejen bunder manglende fremgang i manglende tillid til at vi kan håndtere forandringer i samfundet.
Over de sidste 8 år og mere, har iværksætteri været genstand for en ekstra stor forhåbning om at kunne være den store vækstmotor for den danske såvel den europæiske økonomi. Forhåbningerne har været, at de europæiske økonomiers tungsind kan trækkes op af en amerikansk inspireret entreprenant kultur domineret af enhjørninge og agile vårharere.
Spørgsmålet er imidlertid om Europa er i stand til nå de samme niveauer af både investeringer og vækstforventninger blandt de nystartede virksomheder som vi ser i USA. Ind til videre ser det ikke ud til at Europa kan stå distancen, og mens vi venter på Godot er det Asiatiske marked måske ved at overhale os indenom.
CB Insights har gennem 2015 kunne fortælle om stigende investeringslyst fra venturefonde i både det Nordamerikanske og Asiatiske marked, dog med nogle gedigne fald i Q4-15 – til sammenligning har vi kun set moderat fremgang/ stilstand i Europa.

Den manglende investeringslyst står ikke alene. Den bliver suppleret med generelt lavere vækstforventninger blandt europæiske iværksættere sammenlignet med deres amerikanske kolleger. Ifølge Global Entrepreneurship Monitor er der næsten 40 pct. af iværksætterne i USA, der forventer at have 5 eller flere ansatte indenfor 5 år. I Europa som helhed er det tal lidt over 20 pct.
Lave vækstforventninger et investeringsniveau der er lige godt 20 pct. af niveauet i USA koblet med en mistillid til at kunne håndtere forandringer råber på en kulturel blokade. En blokade der kun kan brydes ved at flere og flere taler selvstændigheds-, investerings- og scaleupkulturen op. I sidste ende er de eneste, der kan gøre en forskel for et samfund, de mennesker det består af!
