Opfindelsen af begrebet ”entreprenør” tilskrives ofte den irsk-franske økonom Richard Cantillon, der i 1755 post mortem udgav værket Essai sur la Nature du Commerce en Général (Cantillon 1755). I denne klassiske økonomiske forståelse af entreprenøren falder rollen som kapitalist og grundlægger af en virksomhed sammen. Denne antagelse medfører, at den entreprenante handling indeholder en høj grad af risiko for det enkelte individ (Kalantaridis 2004:18-20). I modsætning til denne opfattelse af entreprenøren udskiller Joseph Schumpeter den kapitalistiske rolle fra den entreprenante i sit værk ”Theorie der wirtschaftlichen Entwicklung”. Dermed reducerer Schumpeter også den risiko, der er for entreprenøren i at starte en ny virksomhed (Schumpeter 1911 (2008):137; Kalantaridis 2004:20). Entreprenøren bliver hos Schumpeter til en agent, der gennem andres midler (kapitalisternes) søger at skabe det, Schumpeter kalder et privat kongedømme. Det er kun i det specialtilfælde, hvor entreprenøren selv har kapital til virksomheden, at entreprenøren bliver kapitalist (Schumpeter 1911 (2008):137). Schumpeters adskillelse af den entreprenante handling og risiko skal imidlertid kun ses i forhold til den konkrete kapital, der er investeret (Schumpeter 1911 (2008):137). Schumpeters perspektiv tager dermed ikke højde for, at entreprenøren også bærer en risiko i forhold til brugen af personlige ressourcer i opstarten af en virksomhed. Spørgsmålet om ”opportunity costs” er således fraværende i Schumpeters perspektiv, når det gælder entreprenørens tidsinvestering. Opportunity costs skal forstås som de gevinster, man eventuelt kunne have opnået ved at foretage sig noget andet (Pindyck & Rubinfeld 2005:214).

I en moderne kontekst er der ikke megen tvivl om, at iværksætteren selv løber en væsentlig risiko gennem opbygningen af en ny virksomhed. I debatten om iværksætteres vilkår hører man ofte fra investorerne, at de kun er interesseret hvis iværksætteren selv har “hånden på kogepladen” Udtrykket fortæller, at iværksætteren selv har investeret sine egne penge i virksomheden og ikke kun tid. Adskillelsen mellem iværksætteren og kapitalisten er derfor ikke en reel afspejling af virkeligheden.

 

 

Kilder:

Cantillon, Richard (1755). Essai sur la Nature du Commerce en Général. London, Fletcher Gyles

Kalantaridis, C. (2004). Understanding the entrepreneur : an institutionalist perspective. Aldershot, Hants, England ; Burlington, VT, Ashgate

Schumpeter, Joseph Alois (1911 (2008)). The theory of economic development : an inquiry into profits, capital, credit, interest, and the business cycle. New Brunswick, [N.J.]; London, Transaction Books.

Pindyck, Robert S. og Daniel L. Rubinfeld (2005). Microeconomics. Upper Saddle River, NJ, Pearson/Prentice Hall.