I 2015 har der været mange historier om at antallet af nye danske virksomheder er stigende. Men hvad siger det tal egentlig noget om?
I Danmark har etableringsraten efter et stort fald i 2008 været relativt konstant på et lavt niveau. Den nuværende stigning kommer derfor ovenpå en lang “down” periode.
Når antallet af nye virksomheder stiger kan det groft sagt være udtryk for primært to ting.
Den ene er at beskæftigelsen falder, og derfor tvinges arbejdsløse til at starte som selvstændige for at forsørge sig selv.
Den anden er at konjunkturerne forbedres jobsikkerheden øges og efterspørgslen på services og nye produkter stiger.
Den første form for entreprenørskab er det man kalder “need driven” mens den anden er “opportunity driven” entrepreneurship.
I Danmark har vi ifølge Global Entrepreneurship Monitor meget få iværksættere der starter virksomhed af nød, og det er jo glædeligt. Derfor er en stigning i antallet af nye virksomheder i Danmark også en positiv indikation på hvad vi ellers ser i samfundet, nemlig at økonomien har det bedre!
Men kan vi så også udlede at en stigning i antallet af nye virksomheder også øger jobskabelsen fra den kant.
Desværre er der ikke en direkte relation mellem antallet af nye virksomheder og antallet af skabte jobs. På trods af at nye virksomheder står for en stor andel af netto jobskabelsen – så er jobskabelsen ikke ens i alle nye virksomheder!
Ovenfor er vist fordelingen af nye virksomheder efter antallet af ansatte. I hele tal er der i 2013 lige så mange nye virksomheder som i årene 2001, 2003 og 2004. Men ser man på antallet af virksomheder med 10 eller flere ansatte så er det tal faldet fra 409 i 2001 til 46 i 2013. Der er antydningen af en positiv tendens fra 2012 til 2013 og man kan kun håbe at den tendens fastholdes.
Når alt kommer til alt – ja det er positivt at flere får lyst til at starte egen virksomhed og at optimismen er vendt tilbage til iværksætterdanmark. Men kan vi bruge tallene til meget mere end det?
Det mener jeg godt vi kan – flere nye virksomheder er med til at skabe grobunden for kulturel udvikling. Det er med til at skabe en positiv tendens og historie om mulighederne ved selv at gøre noget ved de udfordringer vi møder i livet og i samfundet. Når medier og andre fortæller om stigende antal iværksættere så er det for mig historien om transitionen fra et tænke til et gøre samfund – og det er i sidste ende måske mere værd end den umiddelbare jobskabelse i de pågældende virksomheder?

